Skip to main content Scroll Top
Dit barns trivsel

At dit barn trives er det vigtigste for os. Vi arbejder målrettet med  det enkelte barns trivsel og vi vægter det gode forældresamarbejde højt.

Det gode, positive og tillidsfulde samarbejde er afgørende for, at vi sammen kan skabe de bedste betingelser for jeres barns trivsel.

I Tangelopperne holder vi to faste forældresamtaler i børnehaven – en opstartssamtale og en førskolesamtale. Derudover er der altid mulighed for ekstra samtaler, hvis der opstår behov. For os er det jer som forældre, der kender jeres barn allerbedst, og derfor prioriterer vi at holde en tæt og løbende dialog med jer i hverdagen.

I Tangelopperne arbejder vi hver dag for, at alle børn trives og udvikler sig i et trygt og positivt fællesskab. For at sikre, at alle børn bliver set, bruger vi et fælles pædagogisk redskab – TOPI, som står for Tidlig Opsporing og Tidlig Indsats.

To gange årligt har vi et særligt fokus på det enkelte barns trivsel og udvikling, hvor personalet i fællesskab drøfter, hvordan barnet har det i hverdagen. Denne systematiske opmærksomhed gør det lettere hurtigt at opdage, hvis et barn har brug for ekstra støtte. TOPI arbejder med tre positioner – grøn, gul og rød – som hjælper os med at beskrive barnets trivsel. Hvis vi vurderer, at der er bekymringer, taler vi naturligvis altid med jer forældre, så vi sammen kan finde den bedste måde at støtte barnet på.

Selvom TOPI-møderne kun afholdes to gange om året, vurderer vi børnenes trivsel løbende. Vores lille og overskuelige børnegruppe gør det muligt for os at reagere hurtigt og tage dialogen – både indbyrdes og med jer forældre.

Fokus på fællesskab og antimobning

Vi arbejder aktivt med børnenes sociale færdigheder – bl.a. gennem giraf- og ulvesprog, som hjælper børnene med at kommunikere på en respektfuld måde. Derudover deltager vi i Fri for Mobberi, et forebyggende program udviklet af Mary Fonden og Red Barnet. Programmet – og vores bamseven – minder os alle om værdier som tolerance, respekt, omsorg og mod.

Selvom vi ikke oplever mobning i Tangelopperne, ønsker vi at styrke børnenes bevidsthed om, hvordan man er en god kammerat. Det handler både om at inkludere andre, vise omsorg og reagere, hvis nogen bliver ked af det. I et stærkt fællesskab er der plads til forskellighed, og alle børn bidrager med noget værdifuldt.

I samarbejde med Tange Kristne Friskole, som også arbejder med Fri for Mobberi, har vi en fælles overgangspædagogik med bamsevenner. “Maxilopperne” (de kommende skolebørn) får hvert år, sin egen lille bamseven, som skaber tryghed og hjælper med at føre de gode værdier med videre mod skolestart.

7 gode råd til jer som forældre

Sammen med jer ønsker vi at skabe de bedste rammer for jeres barns trivsel. Her er 7 enkle råd, der kan støtte op om det gode børnefællesskab: 

1: Støt dit barn i at lege med forskellige børn
- både i Tangelopperne og i fritiden

2: Tal ordentligt om og til andre børn, forældre og medarbejdere

3: Hold arrangementer for alle, og deltag i Tangeloppernes arrangementer

4: Støt dit barn i at reagere, hvis en kammerat bliver udsat for noget uretfærdigt

5: Vis interesse for dit barns digitale liv

6: Spørg ind, hvis dit barn er ked af noget

7: Vær åben og positiv, hvis andre forældre fortæller om deres barns udfordringer

Har I spørgsmål til TOPI, Fri for Mobberi eller jeres barns trivsel, er I altid velkomne til at kontakte os.

Vi glæder os til det fortsatte samarbejde om at skabe de bedste rammer for jeres barn.